Sliksøskende lancerede tre nyheder: Så blev de bestormet med henvendelser
I Herning-bydelen Tjørring har de fire søskende Lasse, Daniel, Michelle og Mikkel Salling Petersen fået så stor succes med at sælge slik online, at de netop har udvidet på tre fronter, skriver Herning Folkeblad:
Dels har deres virksomhed med navnet Slikbilen overtaget en cirka 1.700 kvadratmeter stor nabobygning, hvor der bliver plads til mere lager.
Dels åbner de i samme bygning for første gang en fysisk butik.
Og dels har de investeret i en lyserød, rullende slikbutik, som allerede har vakt masser af opsigt.
Det nye køretøj er en specialdesignet trailer, hvor selv fælgene ligner slik. Virksomheden lejer den ud til arrangementer, hvor kunderne godt kunne tænke sig at have en slikbutik.
- Uden at have markedsført den eller noget, fik vi allerede 200 henvendelser de første dage på at køre bilen ud, fortæller Lasse Salling Petersen til mediet.
Slikbilen blev etableret i 2020 med et simpelt koncept - kunderne bestiller slik på virksomhedens hjemmeside og får de søde sager leveret til døren fra dag til dag.
Der er over 500 varianter at vælge imellem.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 2,499 | 3,670 | 0,224 |
Resultat af primær drift | -0,225 | 0,672 | 0,028 |
Resultat før skat | -0,246 | 0,663 | 0,027 |
Årets resultat | -0,203 | 0,515 | 0,019 |
Balancestatus | 2,754 | 1,890 | 0,588 |
Egenkapital | 1,871 | 0,575 | 0,059 |
Antal ansatte | 8 | 9 | 1 |
Kilde: CVR |